Årets Bil siden 1967

Listen til højre er en oversigt over de biler, som officielt er kåret til Årets Bil i Danmark. Kåringen af årets bil skete første gang i 1969.

 

Med 9 biler som vinder siden 1969 er Fiat absolut topscorer i at lave biler, motorpressen falder for.

 

Det spændende ved årets biler er, at det er de biler, som klassiskebiler.dk beskæftiger sig mest med - hverdagsbiler - biler mange har råd til, og biler som sælges i et større antal. Altså biler som er med til at præge trafikbilledet i netop den tid, de er populære.

 

Det nemmeste i verden ville være at vælge en Porche 911 Turbo eller en Mercedes 500 SL. For det er sikkert fantastiske biler. Men det er bare ikke biler, som ændrer trafikbilledet særlig meget. Og det er heller ikke disse biler, som fører til de store fremskridt. Det er ved masseproduktionen, at forbedringerne bliver hvermands eje og hermed også får en virkning.

 

En gang imellem vælger motorjournalisterne også biler, hvor man i dag undrer sig over, hvorfor valget netop faldt på den bil.

 

Et eksempel er Fiat Multipla. Eller Simca 1307. Og Ford Sierra? Men det er altid nemt at være bagklog.

 

Fiat Multipla forblev den grimme ælling, selvom man næppe får en mere praktisk familiebil. Men tilsyneladende tænkte køberne langt mere på design, end ret mange havde drømt om. For køberne fravalgte den. Og da Fiat fjernede den udskældte forende og anonymiserede bilen, var der ikke grænser for kritikken - for hvorfor lave om på noget specielt?

 

Simca 1307 var et overflødighedshorn i udstyr og plads. En luksusbil for mellemklassen. Hvem havde gennemskuet, at bilen efter 5 år var skrotningsklar på grund af rust?

 

  Og Ford Sierra var designmæssigt 10 år forud sin tid. Den første seriefremstillede bil, som var født i en vindtunnel. Ikke destomindre var bilen teknisk en museumsgenstand. Oprindeligt skulle Sierra have haft tværstillet motor og forhjulstræk. Men det endte med, at Ford pyntede lidt på den bedagede Taunus med et nyt futuristisk karrosseri. Ford fik kolde fødder, for måske Sierra var for futuristisk for de konservative tilhængere? Ihvertfald vandt bilen alene på sit design.

 

Men som skrevet er det nemt og gratis at være bagklog. For det må være en uhyggelig svær opgave at stå med. Trods dette har motorjournalisterne i langt de fleste tilfælde kunne gennemskue bilernes sande værdier og undlade at kigge på hestekræfter, accelerationstider og mærket på kølerhjelmen. For med meget få undtagelser er bilerne, som har vundet denne ærefulde titel, ofte blevet de helt store sællerter. Og hermed er der også en stor chance for, at man om 30-40 år vil kigge på dem som klassiske biler, der ændrede vores syn på bilen.

Oversigt

  1969 Ford Capri 
  1970 Fiat 128 
  1971 Citroën GS 
  1972 Fiat 127 
  1973 Audi 80 
  1974 Fiat 126 
  1975 VW Golf 
  1976 Simca 1307/1308 
  1977 Ford Fiesta 
  1978 Alfa Romeo Giulietta 
  1979 Fiat Ritmo 
  1980 Opel Kadett 
  1981 Ford Escort 
  1982 VW Polo 
  1983 Ford Sierra 
  1984 Fiat Uno 
  1985 Opel Kadett 
  1986 Ford Scorpio 
  1987 Peugeot 309 
  1988 Peugeot 405 
  1989 Fiat Tipo 
  1990 Renault 19 
  1991 Nissan Primera 
  1992 Citroën ZX 
  1993 Mazda 626 
1994 Citroën Xantia 
1995 Fiat Punto 
1996 Fiat Bravo/Brava 
1997 Skoda Octavia 
1998 Alfa Romeo 156 
1999 Ford Focus 
2000 Fiat Multipla 
2001 Skoda Fabia 
2002 Peugeot 307 
2003 Citroën C3 
  2004 Mazda 3 
  2005 Mitsubishi Colt 
  2006 Seat Leon 
  2007 Opel Corsa
  2008 Mazda 2 
  2009 Honda Jazz 
  2010 VW Polo 
   
   
   

 

Copyright  1995 - 2010 klassiskebiler.dk - Elmedals Allé 8 - 5250 Odense SV - klassiskebiler@klassiskebiler.dk