Om klassiskebiler.dk

klassiskebiler.dk er mit hobbyprojekt, som jeg har arbejdet på siden midten af 1990'erne, hvor jeg registrerede domænet klassiskebiler.dk.

Interessen for klassiske biler har jeg haft så længe, jeg kan huske, men der er ingen tvivl om, at den i særlig grad er præget af min morfar, som solgte medlemsskaber til FDM ved færgehavnen i Korsør. I min mormor og morfars hjem var der derfor altid en kæmpe stak motorblade, som jeg på ferier i Slagelse pløjede igennem igen og igen. De gamle blade arvede jeg, og jeg har dem stadig liggende.

Mine primære kilder er bøger skrevet af specialister og anerkendte forfattere samt biltests fra dengang, bilerne var nye. Tekniske data henter jeg som udgangspunkt altid fra fabrikkernes egne tekniske specifikationer, enten fra originale brochurer eller andre lignende kilder fra bilernes samtid.

Det er min erfaring, at de kilder giver det mest retvisende billede af bilhistorien. Jeg bruger derfor aldrig internettet som eneste kilde.

Betyder det så, at mine tekster og tekniske data så er fejlfri? Nej bestemt ikke. Så opdager du noget, som du mener er forkert, så skriv endeligt til mig.    

Og hvad er det så lige, jeg selv kører i? Jeg har ejet enkelte klassiske biler, men det er ikke blevet til mange. Faktisk kun tre, som jeg selv vil betragte som klassiske: En 1976 Ford Taunus, en 1973 VW 1303 og en Miniel (ellert). Men jeg har haft mange biler gennem tiden. Nogle af dem specielle, andre helt almindelige. Jeg må erkende, at min interesse er så bred, at når jeg bliver interesseret i en klassisk bil, går der ikke længe, inden jeg er videre til den næste. Så om jeg kommer til at eje nogen i fremtiden, må tiden vise.

God læselyst!


Henrik Boesen
Odense



 / Sidst opdateret den 16. februar 2024

Følg klassiskebiler.dk
klassiskebiler.dk handler om..

...klassiske biler i alle afskygninger men mest dem, som ungdommen, familier og bedsteforældre rent faktisk havde råd til at købe og køre i. Ferrari, Rolls-Royce og Lamborghini er fantastiske biler, men faktum er, at de var til de få, og de bidrog heller ikke til ret meget andet end glittede plakater på drengeværelserne. Nej, det var biler til masserne som rykkede bilhistorien fremad, og det er der, de spektakulære personligheder og opfindelser findes.

Kontakt
  • Skriv på facebook

    Adresse:
    5250 Odense SV
    Danmark