Tema om Muscle Cars på klassiskebiler.dk

Forside / tema / Muscle Cars

Muscle Cars

Cobra, Hemi, GTO, GS, SS, Charger. Ordene er synonymer med perioden fra 1964 til 1975, hvor dollargrinene blev flabede, og de amerikanske biler ændrede sig fra kør-til-Wall-Mart-indkøbsvogne til boulevard-racere. Detroit gik amok.

Frøet til de amerikanske muskelbiler blev sået allerede i 1930'erne, hvor rodløse unge mænd tog udrangerede biler frem, choppede taget, skar skærmene af og pillede lidt ved motorerne.

Men det var først efter 2. verdenskrig, hvor de amerikanske soldater vendte hjem med penge på lommen, at frøet spirede. Soldaterne tog fat i biler fra 30'erne og senere 40'erne, som blev byttet ind for en slik, når middelklassen udskiftede førkrigsmodellerne med de nye forkromede dollargrin. Markedet flød over af brugte biler, typisk Ford T, A eller en anden 30'er Ford eller Chevrolet. Soldaterne smed tusindvis af dollars i dem efter mottoet "mere kraft mindre vægt". Hot Rods blev de kaldt. De var det provokerende modsatte af hærens normer og principper; Hurtige med en udstråling af individualisme og frihed. Hot Rods tog den amerikanske bilindustri på sengen. De unge ønskede mere end at køre til Wall Mart.

I slutningen af 50'erne begyndte bilfabrikanterne at få øjnene op for fænomenet og snart begyndte de at tilbyde kunderne tunede familiebiler til lavpris.

De rigtige Muskelbiler

Der er delte meninger om, hvordan en "Muscle car" defineres, da begrebet først begyndte at blive brugt i slutningen af 1970'erne. Fænomenet opstod i USA. Enkelte fabrikanter uden for USA fulgte den amerikanske mode, det var særligt bilmærker fra Australien, men USA var i hele perioden trendsætter. Og når der tales USA, så var den eneste rigtige motor i en muskelbil en stor og kraftig V8. Platform og karrosseri kom fra standardmodeller, i begyndelsen en amerikansk mellemklassebil med plads til 4 personer, senere blev de lettere modificerede.

Netop ved at anvende en standardmodel som grundlag og en V8, som var den almindeligste motor i de amerikanske biler i 1960'erne, kunne prisen for muskelbilerne holdes nede. Og da målet alene var at opnå en hurtig 1/4-mil, var der ikke behov for at modificere bilernes køreegenskaber, selv om motorerne i perioden blev tunet til skyhøje ydelser.

GT-biler eller 2+2 biler som fx Corvetten, Tran-Am og lignende var designede som sportsvogne, de var mindre og så var de udviklede til høje hastigheder og banekørsel. Discipliner som muskelbilerne slet ikke havde egenskaber til at deltage i. Derfor betragtes de i dag ikke som muskelbiler, selv om de havde mange fælles træk med dem.

Udviklingen tog rigtig fart i 1964, men allerede i 1962 havde Plymouth og Dodge præsenteret V8'ere med meget høje ydelser i mellemklassebiler. Nogen vil hævde, at Oldsmobiles med Rocket 88 var først, da den allerede i 1949 havde en højkompressions V8 med overliggende knastaksel. Men i 1949 var markedet endnu ikke så stort, at andre fabrikker fulgte op på Oldmobiles initiativ.

Det var først i 1964, at den bil, som de fleste i dag krediterer som den første rigtige muskelbil, kom. Pontiac skruede sin største V8 motor ned i Tempest og krydrede navnet med GTO, som var lånt fra Ferrari. Pontiac Tempest GTO var strippet for overflødigheder og leverede præstationer, som slog mange af de eurupæiske sportsvogne i disciplinen 0-100 km/t. Med sin 6,4 liters motor med 325 SAE-hk klarede den disciplinen på 7,7 sekunder og topfarten ramte 200 km/t.

Herfra var der kun en vej for de øvrige amerikanske bilfabrikker, hvis de ville have del af det nye marked.

Oliekrise

Men det var også kun fra 0-100 km/t, at muskelbilerne havde en fordel. Som Plymouth Road Runner og Chevrolet Chevelle Malibu SS så var GTO ingen undtagelse for de ringe køreegenskaber. Som mellemklassebiler havde de en duvende affjedring, stive bagaksler, bladfjedre og voldsom servostyring. Selv om der blev reklameret med "Rally Package" og "Super Sport" blev de aldrig andet end en familiebil med en voldsom motor.

Derfor var det nok held i uheld, at den amerikanske regering begyndte at stille krav til såvel forurening som sikkerhed. Det hele toppede omkring 1970. Bilernes ringe køreegenskaber forbundet med de store kræfter og det faktum, at muskelbilerne var målrettet det unge publikum, gav bilerne et dårligt ry hos forsikringsselskaberne, som begyndte at kræve skyhøje præmier for biler med store motorer. Det alene gjorde mange af bilerne uopnåelige for netop det unge publikum.

Sideløbende var centralregeringen ved at få øjnene op for den forurening, som benzinslugerne forårsagede.

I 1970 blev det vedtaget, at højoktan benzin skulle udfases som led i indførelsen af blyfribenzin med et oktantal på 91. Muskelbilerne var dybt afhængige af højoktanbenzin på grund af den høje kompression. Alene som en konsekvens af at sænke kompressionen faldt muskelbilernes ydelser med 5-10%.

I 1972 besluttede regeringen, at ydelsen fremover skulle måles efter DIN-metoden. Selv om ydelsen faktisk var uændret fra 1971, det var alene rent måleteknisk at ydelsen faldt, så faldt salget af muskelbilerne dramatisk. En stor del af årsagen skal findes i de hastigt stigende benzinpriser, men det psykiske har sandsynligvis også spillet ind hos potentielle købere.

Med alle disse odds i mod sig udgik de kraftfulde betegnelser stille og roligt. Oldsmobile 4-4-2 og Chevrolet droppede SS modellerne i 1973. Challenger, Charger og Road Runner udgik i 1974. Og de sidste navne på muskelbiler forsvandt mere eller mindre det kommende år.

En æra i bilhistorien var slut.

De var det ikke

Entusiaster og ejere af en amerikansk bil fra tresserne føler sig måske forbigået i definitionen af en muskelbil. For samtidigt med muskelbilernes indtog i 1964 skabte Ford Mustang samme år en ny bilklasse, der senere er blevet kaldt Pony Cars. De var, efter amerikanske forhold, kompakte karrosserier skruet på en platform fra bilfabrikanternes små biler. Hvor muskelbilernes karrosserier var hyldevarer i mellemklassen, havde Pony cars specielt designede karrosserier, som var sportslige og oftest kun med plads til 2 eller måske med begrænset bagsædeplads på bagsædet.

Ford Mustang blev en kæmpesucces for Ford, og den var baggrunden for, at vi senere fik bl.a. Pontiac Firebird, Plymouth Barracuda, Dodge Challenger og Chevrolet Camaro. Alle kraftige biler som ofte delte motorer med de samtidige muskelbiler. Men det var de duvende dovne familiebiler med 2 store sofarækker og hestekræfter ad libitum som var noget ganske særligt. Og så til en pris som var indenfor manges rækkevidde.