Samfundet i 1970'erne - Jordskredsvalg og oliekrise

Ved tærsklen til 70’erne var økonomien rødglødende. Mere end to årtier med vækst havde gjort biler, køleskabe og TV til hvermandseje. Den offentlige sektor var ekspanderet voldsomt for at overtage kvindernes pligter i hjemmet, så de i stedet kunne være med til at sikre arbejdskraft til fabrikkerne. Ved udgangen af 50'erne var 75% stadig registreret som hjemmegående. Ved indgangen til 1970 var det tal faldet til 50%. Men velstanden var afhængig af olie. Og da der i oktober 1973 udbrød krig mellem Israel på den ene side og Egypten samt Syrien på den anden, gik det med et op for danskerne og den øvrige vestlige verden, at man var dybt afhængig af de olieproducerende lande i Mellemøsten. Lande som i de fleste danskeres bevidsthed ellers ikke betød ret meget. Danmark var helt uforberedt.

USA støttede Israel, hvilket fik de olieproducerende arabiske lande til at skære ned på olieproduktionen og hæve priserne. Ændringerne var i realiteten beskedne i forhold til den velstand den vestlige verden havde at stå i mod med. Men situationen skabte panik og udviklede sig til en regulær krise. Panikken fik folk til at hamstre. Erindringen om krigens knaphed sendte oliepriserne på himmelflugt. Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til 11,65 dollars. Miljøforkæmpere formåede i panikkens hede at få samfundet til at tale om at oliereserverne var ved at være brugt op. Krisen accelerede.

Set i bakspejlet var der næppe tale om en oliekrise. Der var olie nok. Problemet var blot, at den vestlige lande ukritisk var blevet afhængig af den. Og kun ganske få lande sad på olien. Og det gik med krisen op for de lande, at de sad i en magtfuld position. Olieprisens himmelflugt var et hårdt slag mod de europæiske økonomier. Det var umuligt at reducere importen, selv om regeringen gjorde forskellige tiltag for at sænke olieforbruget. Fx skulle temperaturen i offentlige bygninger sænkes, og der blev indført bilfri søndag. Men det battede ikke. Den høje oliepris medførte et underskud på betalingsbalancen, Så fulgte en høj inflation. Købekraften blev mindre, efterspørgslen faldt og virksomheder måtte dreje nøglen om. Danmark gik fra fuld beskæfigelse i 60’erne til høj arbejdsløshed i 1970'erne. En nye oliekrise ramte i 1979. Den gjorde, at krisen bed sig fast helt ind i 80'erne.

Uroen i samfundet skabte grobunde for nye politiske partier og bevægelser. Antallet af partier i Folketinget blev ved valget i 1973 fordoblet, hvor Fremskridtspartiet stormede ind ved det, som senere blev kaldt ”jordskredsvalget". Med 28 mandater blev Fremskridspartiet folketingets andet største parti med Venstre som nr. 3 med 22 mandater og Socialdemokratiet som det største med 46 mandater. Også dengang var indvandring og effektivisering af den offentlige sektor på dagsordenen – Fremskridtspartiets retorik var ikke fjern fra de dagsordenerne politikkerne i dag fremfører. I 1973 blev regeringen med Socialdemokraterne enige om at indfører et øjeblikkeligt stop for indvandring af gæstearbejdere.

På venstrefløjen spirede nye mere eller mindre politiske græsrodsbevægelser frem. Nye bo- og familieformer blev afprøvet i fuld skala. Blandt andet blev 70'erne Christanias storhedstid. Rødstrømper og Hippierne smed BH’en og mænd lod bakkenbarter vokse til gevaldige kindbuske. Det hele blev betragtet gennem kæmpe store briller. Tilbage står spørgsmålet, om danskerne havde stemt ja til EF den 2. oktober 1972, hvis oliekrisen var kommet et år før, og hvis Fremskridtspartiet havde været i folketinget?

Men 70’erne var ikke bare krise og klynk. Smalhalsen rettede fokus mod sparsommelighed og uafhængighed. Der blev anlagt et landsdækkende naturgasnet, som skulle distribuere Nordsøens naturgas ud til alle de oliefyrede parcelhuse. Og det statsejede selskab Dansk Olie og Naturgas, DONG begyndte at udvinde olie fra Nordsøen. Danmark skulle være selvforsynende med olie og gas

Miljøvenlighed og alternative energiformer kom også for alvor på dagsordenen. I 1978 dannede Tvind med sin ikoniske røde og hvide 58 meter høje vindmølle skole for den fremtidige danske satsning på vindenergi.

På det hvide lærred gav Hollywood gav os en ung Robert De Niro i Scorseses Taxi Driver og en ung Mel Gibson i den første Mad Max film. Begge film som på hver sin måde skildrede urmenneskets overlevelsesinstinkt i en krisetid; fra den selvretfærdige taxichauffør til menneskets evne til at overleve selv de største forandringer.

 / Sidst opdateret den 21. februar 2018