Historie

Land: Tyskland
Pris: 291.143 kr
Produceret: 1983 - 1987
Antal: ?

Tekniske data

6-cylindret rækkemotor
2.443 ccm
115 hk v/ 4.800 omdr.
Mål (l/b/h): 462/170/142 cm
Vægt: 1.300 kg
0-100 km/t: 12,9 sek
Topfart: 180 km/t

Konstruktion

4-dørs sedan med motor placeret foran på langs, baghjulstræk, 5-trins gearkasse.

Retro TV

1983 BMW 524TD


Rødt lys. Gult. Grønt. Første gear og koblingen slippes. En sort sky skydes ud af udstødningen og ind gennem ventilationsristen på den bagvedkørende bil. Kort efter 2. gear og den sorte sky gentager sig. Sådan husker mange nok mødet med dieselbilerne i 70’erne og 80’erne. Dengang stod der typisk Mercedes, Citroen eller Peugeot på bagklappen. Sandsynligvis en taxa eller en turist fra Sydeuropa.

Men i 1983 kom bilen, som ændrede den almindelige opfattelse af en dieselbil. 524td var relativ hurtig. Trods dieselmotoren også støjsvag. Og mens Mercedes slæbte rundt med en tung tre liters maskine for at tvinge 109 hk ud af olien, så kunne BMW klare sig med 2,4 liter. Turboen adskilte 524td fra de sløve osende taxier, hvor 60-70 hk slæbte rundt på 1200 kg bil. I praksis var de kun anvendelige i tættere bebyggelse uden for mange overhalinger. Turbo på en dieselmotor var bestemt ingen revolution. Det var en kendt teknologi, men BMW formåede på raffineret vis at forene turbodieselen med mærkets sportslige image, så selv de mest kritiske testkørere roste bilens præstationer.

BMW 524td blev den første gode diesel til privatbilisten. Dyr. Næsten så dyr som en 528i med 184 hk. Eller 40.000 kr mere end datidens hotteste sportsvogn, Toyota Celica 2800 GT Supra. Men den var en øjenåbner, og den skød dieselkapløbet igang. Et kapløb som siden har tilført den biltekniske ordbog forkortelser som TDI, CDI, TDCI, DPF og mange flere. I 2006 vandt Audi Le Mans med en dieselbil.

Iøvrigt med danskeren Tom Kristensen som én af de tre chauffører. Det havde Rudolf Diesel næppe forestillet sig, da han i 1893 tog patent på dieselmotoren.

/ Sidst opdateret den 18. februar 2018

Om BMW

BMWs rejse har været snørklet. Det stod ikke i kortene, at BMW skulle ende som et af verdens førende bilmærker indenfor sportslige familiebiler. Selv logoet, den roterende blå og hvide propel, fortæller historien om, at BMW startede et helt andet sted... læs mere

Hvad skete der i 80'erne?

Biler fra 1980'erne
Samfundet i 1980'erne
Opfindelser 1976 - 2000

Følg klassiskebiler.dk
klassiskebiler.dk handler om..

...klassiske biler i alle afskygninger men mest dem, som ungdommen, familier og bedsteforældre rent faktisk havde råd til at købe og køre i. Ferrari, Rolls-Royce og Lamborghini er fantastiske biler, men faktum er, at de var til de få, og de bidrog heller ikke til ret meget andet end glittede plakater på drengeværelserne. Nej, det var biler til masserne som rykkede bilhistorien fremad, og det er der, de spektakulære personligheder og opfindelser findes.

Kontakt
  • Skriv på facebook

    Adresse:
    5250 Odense SV
    Danmark