Historie
Land: England
Pris: ? kr
Produceret: 1963 - 1974
Antal: 388.800 (MKI inkl. 1300)
Tekniske data
4-cylindret rækkemotor
1.098 ccm
48 hk v/ 5.100 omdr.
82 Nm v/2.500 omdr.
Mål (l/b/h): 373/153/135 cm
Vægt: 832 kg
0-100 km/t: 24,0 sek
Topfart: 125 km/t
Konstruktion
4-dørs sedan med motor placeret foran på tværs, forhjulstræk, 4-trins gearkassse, skivebremser for, tromelbremser bag
Retro TV
1963 Austin 1100
Ado16 (ado = Austin Design Offices) er ikke det navn, de fleste forbinder med Austin 1100, men det er det nemmeste at bruge, når historien om Austin 1100 skal frem. Ado16 var BMCs modelnavn for en kompakt 4 dørs hatchback lignende bil, som i store træk var baseret på teknikken fra den legendariske Mini. De to biler havde også samme designer, Alec Issigonis, så opbygningen var også identisk: tværstillet motor, forhjulstræk, uafhængig affjedring og takket være en lav og kompakt konstruktion også gode køreegenskaber. Designet var moderne, og Issigonis kunne have haft lagt navn til hatchbacken, men det var kun den nederste del af bagklappen, der kunne åbnes.
Ado16 så første gang dagens lys i 1962, hvor den havde navnet Morris 1100. Kort efter kom MG 1100, og i 1963 fulgte så denne Austin 1100. Senere blev det også til Riley 1100, Vanden Plas 1100 og Wolseley 1100. Ado16 kunne hermed fås til enhver pengepung, selv om forskellene var minimale. Det var primært kølergitteret og interiøret, som var tilpasset stilen fra de enkelte bilmærker.
Ado16 var yderst moderne, på nogle områder næsten revolutionerende. Den havde noget så avanceret som hydrolastisk affjedring, hvilket sikrede en fremragende komfort for denne bilklasse. Der var skivebremser på forhjulene, og den relativ store akselafstand med et hjul i hvert hjørne gav gode køreegenskaber. Desværre var det BMCs A motor, der stod for fremdriften. Den var ganske vist opgraderet adskillige gange, men grundlæggende var den identisk med den motor, som blev lanceret i 1951 i Austin Seven. Oprindeligt var den på 803 ccm, men den var løbende blevet boret op, så den i 1962 nåede de 1098 ccm. Motoren var stærk og driftsikker, men den var ingen sprinter, hvilket var ærgerligt taget bilens gode køreegenskaber i betragning.
I 1965 kommer Austin 1100 med en automatisk gearkasse. På det amerikanske marked lancerede BMC den som den billigste bil med automatisk gearkasse. I 1967 kommer en mere sporty udseende 2 dørs version og en praktisk stationscar til familierne. Det er også i 1967 at Ado16 kan leveres med en 1300 motor. Den større motor hjalp på præstationerne, men det var først i 1969, da 1300 GT kom, at Alec Issigonis´s design fik en motor, der passede til bilens udstråling.
I 1973 lanceres ado16´s afløser, Allegro. Det blev et glidende generationsskifte frem til 1974, hvor ado16 helt udgår af produktion.
/ Sidst opdateret den 25. marts 2018
Om Austin
I mellemkrigstiden fortsatte Austin den konventionelle linie, men på grund af pålideligheden og kvaliteten var bilerne eftertragtede. I 1952 fusionerede Austin og Morris og dannede BMC - British Motor Company. Austin var den bærende kraft i det efterfølgende... læs mere
Hvad skete der i 1960'erne?
Biler fra 1960'erne
Samfundet i 1960'erne
Opfindelser 1951 - 1975