Historie
Land: Italien
Pris: ? kr
Produceret: 1967 - 1969
Antal: 152
Tekniske data
6-cylindret V-motor
1.987 ccm
180 hk v/ ? omdr.
? Nm v/? omdr.
Mål (l/b/h): 414/170/112 cm
Vægt: 900 kg
0-100 km/t: 7,1 sek
Topfart: 235 km/t
Konstruktion
2-dørs coupé med centermotor placeret på tværs, baghjulstræk, aluminiumskarrosseri, skivebremser på alle hjul
Retro TV
1968 Dino 206 GT
Det er ikke en Ferrari. Eller er det? Selv om Dino blev produceret som et selvstændigt mærke i et samarbejde mellem Fiat og Ferrari, så tillader vi os alligevel at placere den under Ferrari. Det er trods alt som en Ferrari, den optræder oftest.
206'erens motor var bygget til motorsport, men for at blive homologiseret krævede reglerne, at motoren blev produceret i 500 eksemplarer. Fiat havde produktionskapaciteten og byggede derfor Fiat Dino på V6-motoren. Hermed var antallet af producerede enheder sikret, og Ferrari kunne anvende motoren, hvor den hørte hjemme.
Dino 206 GT var på mange måder en Ferrari. Den var tegnet og konstrueret af Ferrari. Designet var lavet af Pininfarina, og karrosseriet blev bygget hos Scaglietti. Alle de færdige dele blev samlet hos Ferrari i Modena. Af de usædvanlige elementer i Dino 206 GT var blandt andet den lille motor.
Enzos søn Dino, som døde i 1956 af muskelsvind, havde fået overbevist sin far om, at en lille kompakt V6er havde en række fordele, som kunne udnyttes i mindre sportsvogne. Allerede i starten af 50'erne arbejdede Dino på at bruge en 1,5 liters V6 fra Formel 1 i en gadebil, og det var de tanker, som Enzo Ferrari førte ud i livet med Dino 206 GT. Udover at anvende en V6er, så blev motoren også tværstillet for at placere så meget vægt som muligt foran bagakslen. Usædvanligt var også aluminiumskarrosseriet, som var en dyr konstruktion, men vægten kunne hermed holdes nede.
Dino 206 GT blev præsenteret i februar 1968, og kort efter gik den i produktion. I produktionsperioden på lidt mere end et år blev der produceret 152 eksemplarer. For at følge med den største konkurrent, Porsche 911S, blev det nødvendigt at modificere 206 allerede i 1969. Den lille 2 liters motor manglede kræfter, og særligt ved lave omdrejningerne manglede den moment. Afløseren blev Dino 246 GT. Designet var næsten uændret, men akselafstanden var forøget. Motoren blev boret op til 2418 ccm, hvilket gav 15 hk mere og et bedre bundtræk. For at holde prisen på et rimeligt niveau droppede Ferrari det dyre aluminiumskarrosseri, og motorblokken blev lavet i støbejern fremfor aluminium.
Bilen har været "statist" i adskillige film, men bedst huskes den fra TV-serien "De Uheldige Helte", hvor Tony Curtis kørte en Dino.
/ Sidst opdateret den 11. marts 2018
Om Ferrari
Den 30. december 1947 kunne verdens første "private" Ferrariejer, Gabriele Besana, forlade fabrikken med en model 166 med serienummer 002C. Overgangen til også at konstruere biler til gadebrug bliver Ferrari's overlevelse. Pengene begynder at strømme ind og der kan afsættes flere ressourcer til nye designs, som i 50'erne og 60'erne bliver Italiens... læs mere
Hvad skete der i 70'erne?
Biler fra 1960'erne
Samfundet i 1960'erne
Opfindelser 1951 - 1975